Det duer bare ikke at man først vasker klaveret og så tømmer en pose MatadorMix bagefter. Det giver huller og er unægtelig anledning til, at man aftaler et besøg hos den person man mindst af alle har lyst til at møde; tandlægen.
Inden jeg så ringer og aftaler det møde, har jeg først fundet alverdens undskyldninger for netop ikke at tage telefonen og ringe. Hvis jeg venter lang tid nok, kunne det jo være det gik i sig selv igen. Samtidig tænker jeg på, at hvis jeg spiser nok panodil og mixer det lidt med opløselig TREO, kan jeg nok holde smerterne på afstand – ihvertfald resten af den dag. Jeg vil 10 gange hellere høre folkeviser fra min ukendte oldemors hjemstavn, end jeg vil igennem en boring og derefter miste farven i mit ansigt, når jeg bliver præsenteret for regningen.
Når det punkt kommer, hvor jeg så kan gemme en halv ribbenssteg i det hul i tanden, som før var lillebitte og sikkert kun ville tage 4 minutter at lave, ser jeg ingen andre udveje end at ringe op.
Det der så kan nage mig lidt er, når tandlægen har ansat en hørehæmmet klinikdame, der taler så lavt at jeg bliver i tvivl om der stadig er nogen i røret. Der er vel næppe noget værre end at forsøge at bekæmpe de enorme smerter man efterhånden har opbygget, samtidigt med at man gentagne gange skal råbe sin besked for derefter at forsøge at høre blot en brøkdel af hvad hun siger.
Når jeg for anden gang høfligt har afslået den tid om 1½ måned hun har fundet, får jeg en ubændig lyst til at skrige at jeg for helvede har ondt lige nu og det skal være i den nære fremtid jeg skal have en tid.
Jeg forsøger at sige AKUT og den fanger hun i forsøg nr. 2
Jeg får en tid dagen efter, så må den kommende nattesøvn endnu engang blive en begrænset affære.
Jeg har ingen smerter da jeg den næste morgen skal afsted. Min første tanke er at uskyde det, men fornuften får overtaget og jeg kører afsted.
Der er 10 minutters kørsel og da jeg stiger ud af bilen tænder jeg lige en hurtig cigaret uden at skænke en tanke at jeg ikke havde noget tyggegummi og min ånde uden tvivl ville genkalde en del opmærksomhed på klinikken. Opmærksomhed på den ufede måde vel at mærke.
Jeg skynder mig derfor forbi den hørehæmmede, siger god morgen i forbifarten og iler ud på toilettet i et panisk forsøg på at udrydde nikotinstanken.
Efter at have gurglet, skyllet og drukket indfinder jeg mig i venteværelset med en ånde der hverken er værre eller bedre end før.
Jeg leder efter lidt læsestof og erfarer at Ude & Hjemme fra 1987 og Illustreret videnskab 1999 er det nyeste litteratur jeg kan finde.
Overfor mig sidder en kraftig overvægtig kvinde og læser dagens avis som jeg egentlig ledte efter. Den hørehæmmede kommer ind, kigger på mig i et pænt stykke tid og hvisker den overvægtiges navn, mens hun stadig har sine øjne plantet på mig.
Jeg forsøger at henlede hendes opmærksomhed på, at jeg ikke hedder Birgitte og at der kun er den overvægtige og mig i lokalet, hvem kan tage fejl ?
Da den overvægtige så langt om længe får presset hendes enorme røv op fra den pressede stol, flår jeg nærmest avisen ud af hendes hånd.
Jeg bladrer op på første side, da den hørehæmmede igen står og stirrer på mig og hvisker et eller andet, der lød som mit fornavn. Halvfornærmet ignorerer jeg hende for at læse bare lidt i den avis jeg har ventet på.
Hun går helt hen til mig, prikker mig på skulderen og smiler et smil som får mig til at tænke på, hvornår mon hun selv skulle få fikset den nedbrændte negerlandsby hun gemmer derinde.
Nå, men jeg måtte krybe til korset da hun igen hvisker mit navn. Jeg kommer ind til stolen og bliver placeret i den med hagesmæk på.
’Det varer lige et kort øjeblik, så kommer tandlægen’ hvisker hun hæst og efterlader mig til gribbene. Jeg har altid været ret nysgerrig efter at finde ud af, hvordan de forskellige instrumenter virker, så jeg griber hurtigt chancen og tager boremaskinen op ad dens holder. Jeg kigger på den og undrer mig over hvem fanden der en dag har siddet og tænkt: ’idag vil jeg opfinde det ultimative torturredskab – det skal larme og ligne lidt et trykluftsbor og sidst men ikke mindst skal det have den mest irreterende lyd. For at gøre det hele endnu mere morsomt, propper vi det i munden på en eller anden stakkel der sidder hjælpeløst med savl ned ad hagen fordi tandlægen har glemt spytsugeren af bare fryd’
’God morgen – har bisserne det godt’ ? Tandlægen har sneget sig total lydløst ind bagved mig. Har bisserne det godt ? tænker jeg, mens jeg febrislk forsøger at ligne en der ikke har pillet ved noget. Hvad fanden er det for et åndssvagt spørgsmål ? Følte mig helt tilbage i folkeskolen til mit allerførste besøg hos skoletandlægen. Ja bisserne er helt perfekte, det er derfor jeg sidder her med så mange smerter at mit hovede er ved at eksplodere klaphat.
Jeg besinder mig dog og påpeger at jeg har en hel del ondt og det kunne være herligt hvis han lige gad og fikse det NU !
’Vi nupper lige et røntgenbillede’ siger han, mine tanker er kun på min tegnebog nu, da jeg ved at jeg efterfølgende skal købe en del øllebrød til resten af måneden. ’Er du medlem af Danmark’ ? spørger han så. Så er det sket tænker jeg, der røg jeg på fattiggården. Når tandllæger spørger efter den slags, kan det kun betyde at det næppe ser forbandet godt ud. Han får mig dog ned på jorden igen, da han påperger det er et standardspørgsmål.
’Det er blot et lille hul, hvordan kan det gøre så ondt’? spørger han. Prøver han nu på at fortælle mig at jeg er en pylrerøv ? I det mindste slipper jeg da for en rodbehandling og slipper tankerne om fattiggården igen.
’Vil du have bedøvelse ?’ spørger han på sådan en måde at jeg kommer i tvivl om han vil synes jeg er en vatpik, hvis jeg siger ja. JA TAK og rigeligt af det. Da jeg var yngre fik jeg aldrig bedøvelse hos tandlægen, heller ikke ved en rodbehandling, men det satte en total ukompetent tandlægevikar en solid stopper for. Efter en tur hos hende har jeg siden været panisk angst for tandlæger.
Jeg får at vide at jeg bare skal sige til hvis jeg kan mærke noget. Hvordan fanden kan man sige noget med munden fyldt op med metal, vat og ikke mindst mundvand ?
Jeg ligger og venter på det første stød kommer, da det pludselig gør ufatteligt ondt i min læbe. Den er kommet i klemme mellem mine tænder og spytsugeren og han blir bare ved med at presse den mere ned på læben. Jeg forsøger at sige noget; ’Ja nu er vi der snart’ siger han Gudhjælpemig så. Hvor er vi snart dit fæ tænker jeg. Jeg er ihvertfald snart der, hvor jeg blir i ondt lune. Jeg siger igen AV, tager selv min hånd op og fjerner den suger fra min ømme læbe.
Sekundet efter flytter han den tilbage igen på nøjagtig samme sted. Det er ok at man får bedøvelse så man ikke mærker så meget, men hvorfor finder de hele tiden nye metoder til at påføre patienter smerte på ? Det må være hylemorsomt at være på tandlæge kongres.....
Jeg fjerner igen, mere bestemt, sugeren og han stopper. ’Gør det ondt?’ spørger han. Ja gu fanden gør det ondt svarer jeg, det har jeg forsøgt at krænge ud den sidste halve time !
’Godt vi tager lige en lille pause så’ siger han og forsvinder ud af døren.
For satan, nu gik han og glemte at rette lyset så det ikke blænder mig. Det er et halvstærkt lys og jeg ligger og får begyndende svejseøjne. Jeg har ingen mulighed for at rette den selv, da jeg ligger total fikseret af alt det lort han bruger i munden på mig.
Han kommer ind igen og godt at jeg kan genkende hans stemme, for se ham, det kan jeg ikke. Hele mit syn er en stor ildkugle.
Bedøvelsen er begyndt at virke, så jeg kan ikke mærke de gange hvor han pløjer sin lille metalspids ned i mit tandkød ved et uheld. Det plejer man som regel at betale prisen for når bedøvelsen ophæver.
Endelig bliver han færdig og jeg må sidde op og skylle. Det meste af vandet ryger ned af hagen på mig, hvor der i forvejen findes store skjolder af savl.
Jeg får at vide at jeg lige skal have en ny tid, han vil lige tjekke om alt er som det skal være efter et stykke tid. Se det er endnu et af deres små tricks, Hvis ikke regningen er stor nok, bygger de bare på, fordi ruineret skal man nok blive på andre måder så.
Den hørehæmmede finder en ny tid til mig og hvisker om jeg kan der. Ja siger jeg stille, helt skæv i ansigtet efter al den bedøvelse. Jeg gentager mig selv, da hun ikke hørte mig første gang. ’Jeg kan ikke høre dig’ siger hun fandengaleme så.
Det er fandeme ikke så underligt vel ? Du er stokdøv og jeg kan knap sige en skid fordi jeg er lam fra halsen og ned lige pt. Ikke den mest succesfulde opskrift på en kontruktiv samtale. Jeg hiver den lap papir hvor hun har nedfældet min nye tid, får øjenkontakt og nikker så det næppe kan misforståes.
Da jeg får regningen propper jeg den bare ned i lommen uden at kigge, der er nok at blive i dårligt humør af og den ville næppe hjælpe på det.
På vej ud til bilen har jeg allerede planlagt, hvordan jeg gentagne gange har tænkt mig at udskyde den næste tid. Jeg går ikke til tandlæge igen før de kan behandle huller med smertefri laserstråler eller har ansat topløse klinikdamer til at aflede min opmærksomhed.
Så er det sagt !
